Som den sjette største by i Danmark er Randers absolut altid et besøg værd. Her ved Gudenåens udmunding, Randers Fjord og et bakket landskab bydes der ikke blot på smuk natur men også masser af kultur. Har du allerede besøgt både Randers Regnskov og byens mange museer? Eller hører du til dem, der ikke er så vild med at gå på museum? Så er der heldigvis også en masse andre ting at tage sig til i Randers. Uanset om du bor der – eller blot er på besøg en enkelt dag eller måske på en forlænget weekend.
Smag på byens bedste øl
Er du til gengæld vild med øl? Så er Randers lige stedet for dig. Her er nemlig stolte bryghustraditioner, der kan føres helt tilbage til 1851. Derfor går man heller aldrig helt galt i byen med en ølsmagning i Randers. Der er flere steder, der tilbyder ølsmagning af forskellig art. Det er bare at se sig om efter netop den der falder bedst i din smag. Der er både ølsmagning på barer og værtshuse – men selvfølgelig også på byens bryghus, Randers Bryghus. Til nogle af disse smagninger serveres der et godt måltid mad. Til andre blot lidt snacks. Således er der arrangementer for enhver smag.
Stolte øl-traditioner
Randers er som nævnt en by med tradition for øl. Denne tradition strækker sig helt tilbage til 1851, hvor svenskeren Johan Peter Lindahl opførte det første bryggeri. Her blev der produceret bayersk øl, men efter få år blev bryggeriet overtaget af danske Christian Emil Synnestvedt. Og Thor bryggeriet var dermed en realitet. Successen var klar – og det var netop her, at man som de første indførte kapsler i stedet for propper på ølflaskerne.
Farvel Thor – goddag Randers Bryghus
Siden den første Thor pilsner blev fremstillet i 1897 er der sket meget på ølfronten. Ikke mindst i Randers. Thor bryggeriet fremstillede øl frem til 2003, hvor produktionen lukkede i Randers. I stedet flyttede den til Odense, hvor Thor øl og vand i dag produceres hos Albani. Men i 2007 blev Randers Bryghus etableret, da der var ønske om at der igen skulle produceres gode øl i Randers. Her er det gode håndværk i centrum og det kan du smage, hvis du lægger vejen forbi til en af deres populære ølsmagninger.
Bliv en del af de glade entusiaster
Kan du ikke få øl nok – eller har du måske allerede været til alle byens ølsmagninger? Så kan du overveje at melde dig ind i Danske Ølentusiaster. De har afdelinger over det meste af landet, og naturligvis også i Randers. Her afholdes en række arrangementer i løbet af året, der selvfølgelig alle har øl som omdrejningspunkt.